Når hverdagen bliver svær: Hvad betyder en diagnose egentlig?
Når et barn eller en ung henvises til børne- og ungdomspsykiatrien, står man som familie ofte midt i en hverdag, der er sandet til i konflikter, mistrivsel eller bekymring. I den situation kan tanken om en diagnose fylde meget – både som et håb om svar og som en frygt for stempling. I psykiatrien er en diagnose dog hverken en dom eller en fuldstændig beskrivelse af dit barn. Det er et fagligt arbejdsredskab, vi speciallæger bruger til at kategorisere og forstå de symptomer, der spænder ben for barnets trivsel og udvikling. Diagnosen er kortet, ikke landskabet.
Forståelse frem for mærkater
I Danmark arbejder vi ud fra WHO’s diagnosesystem (ICD-10 og snart ICD-11). Det er vigtigt at forstå, at en psykiatrisk diagnose adskiller sig væsentligt fra en somatisk sygdom som f.eks. diabetes, der kan måles præcist i en blodprøve. Psykiatriske diagnoser er deskriptive. Det betyder, at vi beskriver et mønster af adfærd, følelser og tanker, som optræder samlet over tid.
For at vi kan stille en diagnose, er det ikke nok, at barnet har bestemte træk. Disse træk skal være så udtalte, at de skaber en væsentlig funktionsnedsættelse i hverdagen. Det er altså først, når barnets måde at være i verden på skaber alvorlige vanskeligheder i skolen, familien eller det sociale liv, at vi taler om en diagnose.
Hjernens biologi og livets belastninger
Når vi udreder, skelner vi grundlæggende mellem to typer af tilstande, selvom de i praksis ofte glider sammen.
Den første gruppe er de neuroudviklingsmæssige forstyrrelser som ADHD og autisme. Her er der tale om medfødte måder, hjernen fungerer og bearbejder indtryk på. Det er en grundlæggende biologi, som er til stede hele livet, men måden det kommer til udtryk på, ændrer sig, i takt med at barnet bliver ældre og møder nye krav.
Den anden gruppe omfatter psykiske lidelser, der ofte opstår som reaktioner eller tilstødende tilstande. Det kan være angst, depression eller spiseforstyrrelser. Her spiller både biologi og miljø ind, men tilstanden opstår typisk, fordi barnet har været overbelastet eller i mistrivsel over længere tid.
Det er meget almindeligt, at disse ting optræder samtidigt – det fagfolk kalder komorbiditet eller samsygelighed. Et barn med ubehandlet ADHD kan for eksempel udvikle angst, fordi det gennem årene har oplevet gentagne nederlag og tab af kontrol. Her er det afgørende, at vi skiller tingene ad, så vi ikke kun behandler reaktionen, men også den underliggende årsag.
Udredningen er et detektivarbejde
En udredning handler ikke bare om at sætte krydser i et skema. Det er en proces, hvor vi forsøger at danne os et helhedsbillede af barnet. Vi indhenter viden om den tidlige udvikling, observerer barnet i klinikken og inddrager beskrivelser fra skole og hjem. Nogle gange supplerer vi med kognitive tests for at forstå barnets begavelse og indlæringsprofil.
Målet er at nå frem til en psykiatrisk formulering. Det er en samlet faglig fortælling, der forklarer, hvorfor netop dette barn har fået disse symptomer netop nu. Vi ser på både sårbarheder og ressourcer, for en diagnose giver kun mening, hvis den hjælper os med at forstå barnets specifikke behov.
Diagnosen som nøgle til den rette hjælp
Det er helt naturligt at have ambivalente følelser omkring en diagnose. For nogle forældre er det en sorg, for andre en lettelse. Men rent fagligt tjener diagnosen ét hovedformål: At åbne døre til den rette indsats.
Når vi har sat ord på vanskelighederne, kan vi handle målrettet. Det kan være gennem psykoedukation, hvor barnet og forældrene lærer at forstå og navigere i tilstanden. Det kan være pædagogiske tilpasninger i skolen, der skaber den nødvendige ro, eller i visse tilfælde medicinsk behandling, der dæmper symptomerne. Diagnosen er aldrig et punktum for barnets udvikling, men et nødvendigt udgangspunkt for at skabe de rammer, hvor barnet igen kan trives og udvikle sig.
